Kaffegrums indeholder næringsstoffer, der er vigtige for planter. I stedet for at smide det ud kan du derfor bruge det som gødning i haven. I surbundsbedet kan du lægge det direkte ud på jorden, mens du i de øvrige bede bør blande det op med organisk materiale, inden du lægger det ud. |
Udover at fungere som gødning kan du for eksempel også dyrke svampe i kaffegrums, ligesom det skulle hjælpe til med at holde både katte og insekter væk fra din have.
Smid ikke kaffegrums i skraldespanden
Smider du bare dit kaffegrums i skraldespanden? Det er en fejltagelse, hvis du har en have. Kaffegrums kan nemlig bruges på en række forskellige måder i haven – og så er det jo helt gratis. Først og fremmest kan det bruges til gødning eller blive blandet i kompostbunken, så du kan bruge næringsstofferne i det rundt omkring i haven.
Derudover er der dog også mange, der mener, at kaffegrums kan holde visse insekter, skadedyr og endda svamp væk fra planter. Det giver dig jo bare endnu en grund til at sprede det ud i haven rundt om planterne.
Endelig er der også den fordel ved kaffegrums, at katte ikke bryder sig om lugten af det. Hvis du spreder det rundt i haven, vil du altså også kunne holde naboens kat væk. Endnu en fordel ved noget, som du ellers bare ville have smidt i skraldespanden.
Sådan bruger du kaffegrums som gødning
Kaffegrums indeholder både kvælstof, fosfor og kalium, tre næringsstoffer der er meget vigtige for planters overlevelse. Derfor er kaffegrums rigtig godt at bruge som gødning i haven.
Vil du bruge det i surbundsbedet, kan du bare sprede det direkte ud på jorden. Grumset har et højt niveau af syre, og det vil derfor hjælpe til med, at dit surbundsbed bliver ved med at være surt. Derfor kan du også fx bruge det rundt om dine hortensiaer, hvis du ønsker, at de skal skifte farve. Når jorden bliver mere sur, bliver hortensiaerne nemlig blå frem for rosa.
Læs også: Den store hortensia Guide
Når du spreder kaffegrums direkte ud i bedet, skal du sørge for, at du ikke lægger et for tykt lag. Hvis laget bliver for tykt, kan det blive så hårdt, at det ikke er muligt for vand at trænge igennem. Hvilket selvsagt ikke vil være en hjælp for dine planter. Derudover reagerer frø og unge planter ikke godt på at blive gødet med kaffegrums.
Hvilke planter kan lide kaffegrums?
Hvis du ikke har planer om at blande dit kaffegrums med kompost, så bør du kun bruge kaffegrumset ved planter, der trives i en jord med lav pH-værdi. Her får du en liste med eksempler på planter, som du med fordel kan gøde med kaffegrums:
- Rhododendron
- Hortensia
- Azalea
- Lyng
- Magnolia
- Blåbær
Og mange flere som du kan se under vores oversigt over surbundsplanter og dyrkningsvejledninger her.
Brug kaffegrums uden for surbundsbedet
Selvom du kun kan bruge kaffegrums direkte i bedet, når der er tale om et surbundsbed, kan du stadig godt bruge det til dine andre planter. Så skal du bare sørge for at blande grumset op med noget andet organisk materiale, som for eksempel afklippet græs, nedfaldne blade eller lignende materiale, der hurtigt bliver omdannet.
Blandingen er ikke så syreholdig, som rent kaffegrums, og du kan derfor sagtens bruge den i blomsterbedet eller i køkkenhaven. Planter som gulerødder og radiser vil for eksempel elske noget gødning med kaffegrums i. Når du lægger det ud, skal du igen sørge for, at laget rundt om ikke bliver for tykt.
Hvis du ikke har mulighed for at blande det op, kan du stadig godt bruge det ved andre planter, men du vil være nødsaget til at kalke for at opretholde en optimal pH-værdi. I stedet for kalk kan du faktisk bruge æggeskaller – Det kan du læse mere om her.
Kaffegrums i komposten
En anden måde at udnytte de mange næringsstoffer i kaffegrumset på er, at du kan komme det i kompostbunken. Ved at fremstille din egen kompost af haveaffald sparer du både penge og ture til genbrugspladsen. Derudover kan du være sikker på, at der ikke er ukrudtsfrø og lignende i blandingen.
Det tager noget tid for organisk materiale, som grene og lignende, at blive omsat til kompost. Gerne et år. Derfor er det en løsning for de lidt mere tålmodige og dem med lidt mere plads i haven. Når du først har fået skabt en god kompost, vil du dog helt sikkert kunne se fordelene ved, at du ikke skal ud at købe gødning, som du kan give dine planter.
Du kan læse meget om kompostering i vores detaljerede kompost guide her.
Dyrk svampe i kaffegrums
Dine planter i haven er ikke de eneste, der kan have glæde af kaffegrumset. Også svampe vil trives godt i grumset. Det kan for eksempel være østershatte, der ellers kan være dyre, hvis du skal købe dem i supermarkedet.
Hvis du vil dyrke svampe i kaffegrums, skal du have fat i svampemycelium. Det kan du købe flere forskellige steder. Søg eventuelt på nettet, så du kan komme i gang med din egen lille svampeproduktion.
Læs også: Gødning til græsplænen (NPK-gødning forklaret)
Kaffegrums som middel mod katte og insekter
Ud over at du kan bruge kaffegrums til at give næring, kan du som nævnt også bruge det til at holde katte og visse insekter væk. Har du problemer med, at der kommer mange katte i din have, kan du lægge kaffegrums blandet med økologiske appelsinskaller ud i haven. Både kaffe og appelsin er nemlig lugte, som katte ikke bryder sig om. Det giver dig altså et meget billigt og effektivt middel til at slippe af med dem.
Andre dyr, der ikke bryder sig om kaffegrums, skulle være visse insekter. Når du spreder det ud på jorden rundt om dine planter, skulle det derfor også hjælpe med til at holde dem væk. På den måde har du også et billigt insektmiddel lige ved hånden.
Du kan altså bruge dit kaffegrums på rigtig mange forskellige måder. Næste gang du står ved skraldespanden og er ved at smide det brugte kaffefilter ned i den, bør du altså tænke dig om en ekstra gang.